Bülowsvej Backstage

Da eleverne mødte ind i Mette Brinks klasse efter sommerferien, var der noget, der manglede. Skærmene.

Efter sytten år som lærer havde hun truffet en beslutning, der lyder som en, der vender teknologien ryggen: så lidt skærm i undervisningen som overhovedet muligt. Blyant. Papir. Og så alligevel – bag den beslutning kører en kunstig intelligens, som hun bruger mere indgående end de fleste. Det er ikke et paradoks. Det er hele pointen.

Hun er ikke bange

Mette Brink underviser i dansk, historie, samfundsfag, fransk og madkundskab – lidt af en palet. Hun er uddannet fra Aalborg og har været lærer i sytten år, de sidste fem på Skolen ved Bülowsvej på Frederiksberg.

Hun er ikke typen, der følger en færdig opskrift. „Jeg kan ikke rigtig følge sådan en portalundervisning,“ siger hun. „Det synes jeg er dødkedeligt.“ Hun kan bedst lide selv at forme det, hun underviser i – hun ved efter alle årene præcis, hvad hun vil have, og hvordan en tekst skal knækkes. Så da kunstig intelligens dukkede op, gik hun ikke i forsvar. Hun tog livtag med den, længe før nogen bad hende om det.

De nye værktøjer var spændende, syntes hun. „Det kan alle mulige hurtige ting,“ siger hun. „Det kan også alle mulige dårlige ting.“ Hun havde ikke en fornemmelse af, at det sparede hende tid – beder man om ti spørgsmål, ligner de fem af dem hinanden – „man skal være ret meget efter det.“ Men hun blev ved. For hun kunne se noget i det, andre ikke kunne.

Da bot møder bot

Alligevel traf hun sin beslutning. Og grunden er værd at høre.

For eleverne bruger jo også kunstig intelligens. Sætter Mette en opgave, kan de på fem sekunder kopiere den ind i en chatbot og få svaret tilbage. Og så bliver hendes rolle en anden. „Man bliver voldsomt reduceret som lærer,“ siger hun, „hvis det, man skal bruge sin tid på, er at gå og sige: du bruger en chatbot, kan du redegøre for det her?“ I stedet for at hjælpe eleverne bliver hun vagt ved en skærm.

Det er dér, det egentlige tab ligger. En bot kan stille opgaven, en bot kan svare, en bot kan rette – og barnet i midten lærer ingenting. Hun husker et enkelt eksempel, der siger det hele. Klassen skulle beskrive et billede, og en elev skrev „hvede på marken“. Mette spurgte, hvordan han vidste, det var hvede. Det gjorde han ikke. „De svarer ikke engang selv på ’beskriv’,“ siger hun. Og når de så skal til eksamen, kan de ikke lave en analyse. De har aldrig prøvet.

Så tog hun beslutningen. „Nu skal det være slut,“ siger hun. „Nu skal alt være med blyant på papir.“ De var lige begyndt den dag, vi talte sammen.

Backstage

Her kunne man tro, at Mette havde vendt teknologien ryggen. Det stik modsatte er tilfældet. For det er nu, kunstig intelligens for alvor kommer i spil – bare et helt andet sted, end man skulle tro. Ikke foran eleverne. Bag dem.

Et ark, læreren har lavet i Word – ti spørgsmål med sort skrift på hvid baggrund – er „irriterende“ at få i hånden, siger hun. Det er svært at lære noget, når det er dødkedeligt at kigge på. Så nu bygger hun rigtige undervisningsmaterialer med SAGA: illustrerede, lækre hæfter, „noget, der ligner noget, man har købt“. Hun promptede den knivskarpt: ingen sort tekst på hvid baggrund – illustrationer over det hele.

Og fordi hun ved præcis, hvad hun vil, bliver det godt. Da hun for nylig underviste i erindring, gav hun den det hele: start med refleksions- og opinionsgenren, så opgaver, så en tekst, de skal ned i – ikke bare „jeg føler, at hun blev ked af det“, men hvor kan du se det i teksten? Ud kom et sammenhængende hæfte, hun kunne lægge på bordet foran en niendeklasse. Og hun lægger ikke skjul på, at hun er vild med, at hun selv kan.

En kompetence, ingen giver hende

Det kræver noget at nå dertil. „Man skal have lyst til at lege med det,“ siger hun, „og lyst til at blive frustreret over det, den ikke kan.“ Det er en overbygning på hendes lærerfaglighed, som ingen har rakt hende.

Og det ærgrer hende. „Folkeskolen er altid lidt bagud i forhold til samfundet – og det er vi virkelig på det her område,“ siger hun. „Vi aner jo ikke en skid som lærere. Der er ingen, der kommer og fortæller os, hvordan vi håndterer det.“ Bare luk ned, luk ned, luk ned. Hun kunne godt bruge en hånd, for tiden løber. „Eleverne overhaler en lynhurtigt,“ siger hun. „Hvis man ikke løber med, kommer man for alvor bagud.“ Så hun løber med – for at kunne stå foran.

Forward to the new old?

Og hvad gør det så ved klasseværelset, at skærmen er klappet i?

„Det er mega fedt,“ siger hun. En overgang var alt online og smart; alle fik computere og iPads, og det var skønt – lige indtil det ikke var det længere. Nu samler de telefoner ind og lukker computere. For børnene kan ikke lytte, mens der ligger en skærm foran dem, fuld af faner og hurtige spil. Hendes elever er „meget, meget sure“ over det lige nu. „Men de ved jo heller ikke bedre,“ siger hun. „Jeg tror bare, det bliver godt. Back to the good old.“

Og hendes egen brug af kunstig intelligens? „Det er jo noget andet,“ siger hun. „Jeg skal sikre, at de lærer noget. Det er min opgave.“

Det er dét, der så let bliver misforstået: at når kunstig intelligens rykker ind i skolen, må det betyde endnu mere skærm – og en lærer, afløst af en tutor. Mette Brink beviser det modsatte.