KONSULENTPORTRÆT · Fredensborg Kommune
Kan man omfavne et godstog?
Fredensborg · Skole & kunstig intelligens · · ca. 5 min

Der findes en særlig slags stilhed i et rum, hvor tredive mennesker har besluttet sig for at være utilfredse på én gang.
Den mødte Mads-Peter Gallt for godt to år siden, da han trådte ind til et møde på en af skolerne i Fredensborg Kommune. Hele udskolingens lærerstab sad med armene over kors.
“Mads-Peter,” sagde de. “Der er noget, vi lige skal snakke om.” Og efter en pause: “Vi føler os til grin.”
En lærer rejste sig og forklarede hvorfor. Første skoledag efter sommerferien havde hun stillet den ældste opgave i verden – skriv en stil om din ferie. To dage senere lå der en stil fra en dreng, der ellers ikke kunne sætte to ord sammen uden en stavefejl. Den var næsten fejlfri. Den var for god.
“Der er noget galt,” sagde lærerne. “Og ved du, hvad vi tror, det er?”
Ordet hang i luften, før nogen sagde det: AI.
“Det var, som om godstoget kørte ind på perronen,” siger Mads-Peter. “Og det stoppede ikke. Det kørte bare igennem.”
Han kunne have grebet ud efter nødbremsen – forbudt det, blokeret det, sendt sagen videre til nogle andre. En hel del skoleledere i landet gjorde netop det. Mads-Peter gjorde ikke.
“Jeg tror ikke, det kan stoppes,” sagde han. “Jeg tror, vi bliver nødt til at omfavne det.”
Han kender lyden
Man skal kende hans baggrund for at forstå, hvorfor den sætning vejer mere fra ham end fra de fleste. Mads-Peter blev uddannet lærer i midten af 90’erne og stod ti år i klasseværelset, før han begyndte at bygge skolers it op fra bunden – som teamleder i en stor kommune, som medskaber af læringsplatforme, lærere stadig bruger, og som projektleder på tværs af næsten alle landets kommuner. I dag er han it-didaktisk konsulent i Fredensborg.
Han har set bølgerne, alle sammen. De interaktive tavler. iPad’erne. Skyen. Platformene. Han kender lyden af en teknologi, der bliver rullet ind med løfter om at forandre alting – og lyden, den laver et par år senere, når løftet er blevet til støv. Han sejler i sin fritid, og en erfaren sømand ved, at man ikke skælder en storm væk. Man aflæser den. Man kan ikke befale over vinden, men man kan trimme sejlene og holde sin kurs.
Derfor stopper man op, når han – af alle – siger, at det her er noget andet. “Jeg har sjældent set noget komme så hurtigt,” siger han. “Vi er nogle stykker, der bare har tænkt: hvad gør vi nu?”

Forstærke, ikke overskygge
Det egentlige spørgsmål var aldrig, om maskinen skulle lukkes ind. Det var, hvad man skulle bede den om at gøre. Og her har Mads-Peter en prøve, han har slebet gennem et helt arbejdsliv.
Da de interaktive tavler kom, flåede skolerne kridttavlerne af væggen for at hænge de nye op i stedet. Han stillede sig i vejen. “Vi skal ikke tage en teknologi ud af klasseværelset. Vi skal lægge en til.” Ikke af nostalgi – men fordi en dygtig lærer har brug for flest mulige måder at nå et barn på. En kridttavle og en skærm gør ikke det samme; tilsammen er de en større palet.
Sådan måler han også kunstig intelligens. Den fortjener sin plads i det øjeblik, den udvider lærerens palet – når den giver fagligheden flere udtryksformer og skaber bedre forudsætninger for god undervisning. Og den taber sin plads i samme sekund, den begynder at overskygge i stedet for at forstærke; når den bedøver lærerens dømmekraft i stedet for at skærpe den.
For det er dér, det kan gå galt. Svarer maskinen på alt, holder vi op med at tænke selv. “Vi bliver så sløve, at vi ikke engang gider tjekke, hvad den spytter ud,” siger han. “Det er det værste, der kan ske.”
Hans regel er kort, og den gælder både lærer og barn: teknologien skal forstærke det, der allerede foregår i lærer- og børnehøjde. Kan den ikke det, skal vi lade den ligge.
“Vi skal ikke tage en teknologi ud af klasseværelset. Vi skal lægge en til.”
Storsejlet
For selv om et dårligt værktøj kan skubbes fra sig, kan kunstig intelligens som sådan ikke lades ligge. Godstoget kører 200 i timen og lader sig ikke standse; det forsvinder ikke, fordi vi lukker øjnene. Det er allerede rullet dybt ind i børnenes liv – og noget, der griber så dybt ind i vores hverdag, kan en skole ikke lade som om ikke findes. Derfor må vi omfavne det og tage stilling. Det er blevet en del af selve dannelsesopgaven: når elevernes livsverden er så gennemsyret af teknologi og ikke mindst AI, hører det med til skolens opgave at lære dem at leve klogt med den.
Men hvem skal så afgøre, hvornår teknologien forstærker, og hvornår den overskygger? For Mads-Peter er der kun ét muligt svar.
“Redningsplanken er pædagogikken,” siger han. “Så er det bare pædagogikken forrest.”
Han vender tilbage til noget, der ikke har rørt sig i alle årene: at god undervisning består af forberedelse, undervisning og evaluering. “Har du styr på den tredeling, er din didaktik på plads.” Det er derfra, han vil møde AI. Ikke fra maskinen – fra faget. Derfor er hans besked til eleverne heller ikke et forbud, men en kontrakt: “Du må bruge AI til alt, hvad du vil. Men alt, hvad du afleverer fra din hånd, skal du kunne tjekke, validere – og dokumentere, hvordan du har brugt.” Og til lærerne: en sparringspartner, aldrig mere. “AI skal være en hjælpepartner – ikke en autopilot. Det er fandme afgørende. Vi må aldrig koble hjernen fra.”
Det er også dén målestok, han holder værktøjerne op imod – og forklaringen på, hvorfor han har sagt ja til at gå ind i et udviklingssamarbejde om et af de nye værktøjer, hvor didaktikken er bygget ind fra bunden i stedet for sat ovenpå bagefter. “Lad os nu få noget didaktik ind i det her,” siger han, “i stedet for bare at bruge teknologi for teknologiens skyld.”
“Det er derfor, jeg er så spændt på vores udviklingssamarbejde med SAGA,” siger han. “Jeg glæder mig over, at pædagogikken står som storsejl. Og det har været afgørende for mig, at det er tonet i en dansk og nordisk pædagogisk tradition.” Skal en maskine endelig ind i et klasseværelse, vil han hellere være med til at forme den end vente på at få den trukket ned over hovedet.
“Redningsplanken er pædagogikken.”
To hold i samme lærerværelse
For der er en pris ved at lade stå til, og Mads-Peter kan allerede måle den. Han har været rundt på hver eneste af kommunens skoler og talt hænder op i salen. Svaret er den samme kløft hver gang. “Halvdelen af lærerne bruger det i vildskab,” siger han. “Den anden halvdel bruger det slet ikke.” Et A-hold og et B-hold i det samme lærerværelse – til de samme børn.
Den kløft lukker man ikke med frit valg på alle hylder. Man lukker den ved at stå på noget fælles. “Vi kan ikke ride på otte forskellige heste,” siger han. “Vi bliver nødt til at ride på den samme – ellers kan vi ikke dele en eneste erfaring.” Det er dét, der driver ham nu: ikke bare at slippe AI løs, men at give en hel kommunes skoler ét fælles, fagligt sted at stå – så det, én lærer finder ud af virker, kan komme dem alle til gode. Han kalder det, det er: “Et opgør.” Men det er hans.

Hånden på roret
Og så er der håbet. For skolens sværeste opgave hedder i dag forskellighed: én lærer, én klasse, én time – femogtyve børn med hver deres vej ind i det samme stof. “Det er en grænseløs opgave,” siger han. “Kan AI hjælpe dig med den, så har du svaret.” Han ved ikke præcis hvordan endnu; han er for ærlig til at lade som om. Men han kan se det for sig – en skoledag, hvor teknologien endelig når hele vejen rundt om alle børnene, ikke bare dem, der råber højest eller lærer hurtigst.
Godstoget kan ikke standses. Men et tog kan mødes på flere måder, som han siger med et lille smil: man kan omfavne det, hoppe på det, spænde en vogn bagpå, eller pille ved skinnerne, så det ikke kører helt så vildt. Det afgørende er ikke farten. Det er, hvem der bestemmer, hvor det skal hen.
Sømanden ved det godt. Man kan ikke befale over vinden, og man kan ikke standse et tog. Men man kan holde sin kurs. Og for Mads-Peter er der ingen tvivl om, hvem der skal stå ved roret.
Ikke teknologien. Mennesket.
