Det tager tusind år

To lærere, to veje

De kommer til det fra hver sin kant.

Lene var noget helt andet, før hun blev lærer – tyve år som selvstændig i reklamebranchen. “Ikke så mange års erfaring, som håret ellers antyder,” siger hun med et smil. Hun tager det visuelle, det taktile og bevægelsen med ind i undervisningen, og hun har stået med de børn, systemet ikke var bygget til: i modtagerklasser, i specialklasser, hjemme hos børn med skolevægring. “Jeg var ikke selv særlig god til at gå i skole,” siger hun. “Så alt det, jeg husker, jeg selv blev fanget af, tager jeg med ind.”

Victoria kom ind ad en anden dør. Hun har været på skolen siden 2018 og læste læreruddannelsen online ved siden af arbejdet – færdig lige inden sommer. Det vil sige, at hun har taget hele sin uddannelse midt i AI-bølgen. “Jeg er ramt lige ind i den,” siger hun. Studerende i en tid, hvor ingen endnu ved, hvad det her bliver til.

Nu sidder de i det sammen.

Ikke en automatpilot

Der findes to skræmmebilleder. I det ene bliver kunstig intelligens en bedøvende automatpilot, der tager ejerskabet, kreativiteten og fagligheden ud af læreren. I det andet bliver den en slags jetpack, der gør en dygtigere. Victoria og Lene har prøvet den nok til at vide, hvor de står.

“Den gør i realiteten ikke noget, man ikke kan gøre selv,” siger Victoria. “Den tager bare en hel masse tid – tid, man kunne bruge hos eleverne.” Og den tager ikke kreativiteten fra hende, understreger hun. Tværtimod. “Det er en misforståelse. Det, jeg fodrer den med, bygger den videre på. Og det, den giver igen, får mig til at tænke videre.” For Lene er den frem for alt en sparringspartner. “Men man skal stadig ind og tjekke, faktatjekke, rette til,” siger hun. “Den kan ikke overtage vores job.”

Og så er der noget, de begge har opdaget: den kræver, at man bliver skarp. “Man finder lynhurtigt ud af, at man skal være knivskarp i sin prompt,” siger Lene. “Ellers får du mærkelige ting.” Med tiden er det gået op for hende, at det gør noget godt. “Man bliver skarpere på, hvad man egentlig vil have.”

At tegne Gud

Victoria fortæller en historie, hun godt kunne have ladet være med at fortælle.

Som vikar, før hun blev færdiguddannet, kørte hun engang en religionstime fra en færdig portal, hvor eleverne skulle tegne Gud. Så sad der fem muslimske børn og så ud i luften. I islam afbilder man ikke Gud – det fandt hun ud af på den hårde måde. “Jeg havde jo ikke noget med islam at gøre,” siger hun. “Hvor skulle jeg vide det fra?”

Det er dén slags, en gennemtænkt hjælper kan gribe, tænker hun. “Hvis jeg havde siddet med SAGA dengang, tror jeg, risikoen for den slags var mindre,” siger hun. “For der kommer argumenter og hensyn med.” Og det er ikke ligegyldigt, hvem der har bygget den hjælper. Da samtalen falder på, om det betyder noget, at værktøjet er dansk og ikke udliciteret til en amerikansk techgigant, er Lene ikke i tvivl et sekund.

“Det er altafgørende for min deltagelse,” siger hun. “Havde det været amerikansk udviklet, havde jeg takket nej. Jeg kan se på nogle af konkurrenterne, at det bygger på nogle andre pædagogiske principper – ikke nogen, jeg kan spejle mig i. Og ikke nogen, jeg har lyst til at give videre til mine elever.”

Tusind år tilbage til børnene

Det er her, de tusind år kommer i spil. For det grove benarbejde, der æder tiden, er præcis det, værktøjet kan tage fra.

“Det, vi går ned med, er, at vi ikke føler, vi har forberedelsestid nok,” siger Victoria. “Vi har brugt oceaner af tid på at klippe og klistre.” Får man den tid tilbage, kan den lægges, hvor den hele tiden skulle ligge: hos børnene. Hos dem, der sidder og hopper bagi. Hos dem, der ikke kan tale dansk endnu.

Og så er der differentieringen – hjertet i deres fag. Fagportalerne har altid haltet dér, siger Lene. “De er lavet til en gruppe børn, som ikke er min gruppe børn.” Selv når en portal lover differentiering, er det til den hurtige elev og den langsomme – aldrig til de skæve, dem, der ikke passer ind i nogen af kasserne. Det er dem, hun tænker på. Et værktøj, hvor man kan definere sin klasse – fire med ADHD, to svagtseende, fire, der lige er kommet fra Ukraine – og få det hele taget med hver gang, er ikke en teknikalitet for de to. Det er muligheden for at nå flere børn.

Dit fingeraftryk

Men det, der virkelig får dem til at læne sig frem, er noget andet. Det handler om ejerskab.

Tag et forløb ned fra en portal, siger Lene, og du har ingen aktie i det. Det er kedeligt, det er en andens, og det er fuld af overraskelser, den dag du står med det foran klassen. Laver du det derimod selv, er det dit. Og pointen er, at det ikke bliver mindre dit af, at en kunstig intelligens har hjulpet – så længe den spiller bold. “Den skal ikke bare gøre tingene for dig,” siger Victoria. “Den stiller spørgsmål tilbage.” Man bliver holdt aktiveret, ikke passiv. “Jeg har været med hele vejen,” siger Lene. “Der er ikke så meget, der overrasker mig, når forløbet er lavet. Det er mit fingeraftryk, der er på den.”

Og noget sker med en lærer, der oplever det. En stolthed blomstrer frem. Lene kan høre det, når kollegerne mødes: hvis der er noget, de har lyst til at blære sig med, er det det forløb om Island, hvor de også lige fik den der plastikspand med ind. “Ligesom at lave et skønt stykke mad, hvis man er kok,” siger hun. Selv de gamle, gode forløb, der stadig virker, kan man tage med sig. “De får bare en guldvask.”