Vi danner børn til i morgen

Ikke snyd, men muligheder

“Kan man snyde med det? Ja, det kan man,” siger han. “Men det er ikke dér, samtalen skal ligge.” For ham handler det om noget, skolen i forvejen underviser i, og som bare bliver vigtigere nu: kildekritik. Det, en elev får ud af at prompte en kunstig intelligens, kan hun ikke tage for gode varer. “Jeg skal ud og efterprøve det. Jeg kan ikke blindt anvende den viden, jeg får derfra.”

Og så kan man faktisk godt lave noget med AI, som man må kalde sit eget, mener han – hvis man har siddet og forfinet det over tid, promptet og rettet, til det blev, som man ville have det. Præcis som med alt andet, skolen laver: fra skitse til model til det færdige, med progressionen synlig undervejs.

Han rækker efter en velkendt sammenligning. “Vi sidder ikke med kuglerammen længere. Vi fik en lommeregner, fordi den kunne hjælpe os.” Sådan skal vi også se den kunstige intelligens: som et redskab, der kan hjælpe os med at se noget – ikke som en genvej uden om tanken.

At lære at lære

Under det hele ligger et læringssyn, og det er dét, der gør Joachim skarp.

“Vi danner børn til i morgen. Vi danner ikke børn til i dag,” siger han. “For hvis vi kun ser på i dag, så stopper vi her.” Tag Alberte i 3. klasse. Om seks-syv år, når hun går ud af 9. på Brøndbyvester, er verden en anden end den, hun står i nu. Så det vigtigste, skolen kan give hende, er ikke et færdigt sæt svar. Det er evnen til at blive ved med at lære. “Vores uddannelsessystems overskrift skal være, at du lærer at lære mere.”

Derfor er det for ham ikke til diskussion, om skolen skal tage kunstig intelligens på sig. “Hvis vi ikke tager fat om roret, bliver det den, der styrer os – i stedet for os, der styrer den.” Og der er en lighedspointe, som vejer tungt på en skole som hans, med børn fra mange slags hjem. AI må ikke blive forbeholdt de få. “Kunstig intelligens er ikke noget, der er forbeholdt de særlige. Det bringer vi ud til alle.” Derfor får hver elev en device i hånden. Ikke for skærmens skyld – for lighedens.

Bag skærmen

Her kunne man tro, at Joachim er manden, der vil have endnu mere skærm ind i skolen. Han er det modsatte.

“Det er ikke skærmen, der er problemet,” siger han. “Det er det, vi bruger skærmen til.” Der er for meget af den slags, hvor børn sidder bevidstløse og bliver fyldt op af TikTok og Snapchat. Men skærmen kan også være et redskab. Og paradoksalt nok kan den rigtige teknologi ende med at give mindre skærm, ikke mere.

Han fortæller om en af sine lærere. Hun bruger et værktøj som SAGA til at forberede sig – og laver ud af det sine egne øvelser til børnene, øvelser, der slet ikke foregår på en skærm. Teknologien arbejder backstage. Når hun er frontstage med ungerne, er skærmen der ikke. “Der er en oplagt misforståelse i det her,” siger han. “Nogen tror, at hvis vi bruger AI, så bliver der endnu mere skærm. Det er stik modsat.”

Og han peger på en dobbelthed, de færreste taler om: politikerne vil have mindre skærm, mens de nationale færdighedstests, ugeplanerne i Aula, snart det hele, rykker over på skærmen. “Det er en skør udvikling,” siger han. Den løser skolen ikke ved at forbyde. Kun ved at tage stilling til, hvad skærmen skal bruges til.

En tillidserklæring

Det, der overrasker mest, når man kommer ud på Brøndbyvester, er ikke teknologien. Det er energien blandt lærerne.

Joachim har sat en gruppe lærere til ikke bare at bruge kunstig intelligens, men til at være med til at udvikle det – sammen med SAGA. Atten-tyve er i gang nu; han regner med, at tallet er fordoblet, inden skoleåret er omme. Og han er ikke i tvivl om, hvorfor der er så meget medvind.

“Man skal se det som en frisættelse,” siger han. Efter år med en meget topstyret skole er det i sig selv motiverende at blive inviteret ind i et rum, hvor man må lege, prøve sig frem og udforske. “Frisættelse skaber engagement.” Det er en stor tillidserklæring til lærerne – og den betaler sig tilbage som ejerskab. “Når vi er med til at udvikle noget, får vi større ejerskab til det.”

Derfor var valget af værktøj heller ikke ligegyldigt. “Det var ikke bare at bruge Googles Gemini,” siger han. “Med SAGA bruger vi noget, der bygger på nordisk pædagogik – med et holistisk syn, fra individet op til universet. Og at vi kan være med til at påvirke det, kan vi bare være stolte af.”

Rum til det vigtigste

For hvad er det, teknologien i sidste ende skal frigøre tid til? Der er Joachim ikke i tvivl.

“Relationen mellem lærer og elev er det vigtigste,” siger han. “Det er hjørnestenen i, at vi overhovedet kan lære og danne vores børn.” Og den relation er presset. Så hvis et værktøj kan tage noget af det tunge fra, bliver der mere overskud til det, der virkelig betyder noget.

Han giver et konkret eksempel. En lærer kan “kode sin klasse” – fortælle værktøjet, at her sidder tre elever, der lige er kommet fra modtagerklasse med sparsomt dansk, og nogle andre med andre behov – og på kort tid få versioner af det samme forløb, tilpasset hver gruppe. “Så kan jeg bruge min opmærksomhed på relationen,” siger han. “Jeg skal ikke bruge unødig meget tid på det.”

Det er dét, der driver ham. Ikke teknologien for teknologiens skyld. “Teknologien kan være med til at skabe endnu mere rum for de mellemmenneskelige relationer,” siger han. Men det sker ikke af sig selv, tilføjer han. “Der er nogen, der skal tage stilling, hvis det skal gå sådan.”

Drømmen

Så hvad er det for en skole, Joachim drømmer om – velvidende, at kunstig intelligens kun kommer til at presse sig mere på?

Han svarer i elevhøjde. “En skole, hvor du bliver mødt af nærværende voksne, som ser dig i øjnene og har tid til at tale med dig.” En tryg skole – for elever, medarbejdere og forældre. En skole, hvor hvert barn bliver mødt dér, hvor det er. “Vi skal ikke alle nå det samme,” siger han. “Men vi når det, vi kan. Og det, vi kan bruge til at gå videre med.”